Swipp øger konkurrencen til MobilePay

Swipp rækker ud til de erhvervsdrivende og øger beløbsgrænsen til 50.000 kroner om dagen

Fremover kan der overføres op til 50.000 kroner med Swipp. Foto: Swipp

Fra juni 2016 kan danskerne bruge Swipp til meget mere, når beløbsgrænsen for overførsler, betaling og anmodninger hæves fra 25.000 til 50.000 kroner om dagen.

Den højere beløbsgrænse skal ses som en håndsrækning til erhvervsdrivende, der ønsker at bruge mobilbetaling til køb og salg af større forbrugsgoder.

– Vi vil gerne gøre det så let som muligt for alle danske erhvervsdrivende at bruge mobiltelefonen som betalingsplatform. Derfor hæver vi nu den daglige beløbsgrænse, da flere efterspørger muligheden for at kunne sælge produkter og ydelser på op til 50.000 kr., siger Martin F. Andersen, administrerende direktør for Swipp.

Med Swipp foregår overførsler direkte fra konto til konto uden brug af betalingskort. Det betyder, at Swipp har indbygget dækningskontrol uanset beløbsgrænsen.

– Den nye beløbsgrænse giver både forbrugere og forhandlere en større fleksibilitet, samtidig med at man har fuld dækningssikkerhed for beløbet. Forhandlerne kan sælge store forbrugsgoder helt uden risiko, og det vil komme til at gøre en stor forskel i detailhandler og i serviceerhverv med hyppige transaktioner på over 25.000 kr., som har været den hidtidige daglige beløbsgrænse. Og med faste lave transaktionsomkostninger bliver omkostningerne de samme, siger Martin F. Andersen.

MobilePays beløbsgrænse for overførsler er på 10.000 kroner om dagen.

DEL
Forrige artikelNu åbner Circle K i Danmark
Næste artikelStor kampagne for mærkevarer
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.