Supermarkeder udfordrer sundheden

På trods af supermarkedernes løfter om ansvarlighed og promovering af sunde varer viser en undersøgelse foretaget af Berlingske, at de tre ting, der fyldte mest på tilbudsavisernes forsider sidste år, var øl, vin og sodavand. Direktør ved Statens Institut for Folkesundhed Morten Grønbæk mener, supermarkederne medvirker til at øge problemer med type-2 diabetes og alkoholisme gennem deres reklamer. Landets fødevareminister, Henrik Høegh (V), medgiver, at der er udfordringer i forhold til fedme, men understreger samtidig, at supermarkederne gør nok for at promovere de sunde fødevarer, og at han ikke vil blande sig yderligere i, hvordan de reklamerer.