Straftold på amerikanske fødevarer træder i kraft

EU's gengældelsestold overfor USA træder i kraft fra i dag og gør amerikanske produkter som appelsinjuice og peanut butter 25 pct. dyrere

Foto: Colourbox

Peanut butter, tranebær- og appelsinjuice samt majs og ris fra USA er de fødevarer, der i dag bliver dyrere at købe for de danske forbrugere.

EU’s straftold på udvalgte amerikanske varer træder nemlig i kraft fra den 22. juni og gør varerne 25 pct. dyrere, oplyser EU-kommissionen.

Også amerikansk whisky og cigaretter bliver pålagt straftold, ligesom det samme også er tilfældet for kosmetikprodukter som læbestift og øjenmakeup.

EU’s gengældelsestold kommer, efter Trump har hævet tolden for importeret stål og aluminium i et forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser i industrien.

– Den ensidige og urimelige beslutning i USA om at indføre told på stål og aluminium fra EU betyder, at vi intet andet valg har, udtaler EU’s handelsminister, Cecilia Malmström, i en pressemeddelelse.

EU’s straftold vil også ramme amerikanske cowboybukser, køkkenudstyr og øvrige eksportvarer som motorcykler og motorbåde til en samlet handelsværdi på 2,8 mia. euro, ca. 21 mia. kr.