Stort fald i cigaretsalget i Netto

De skjulte cigaretter i butikkerne har en stor effekt på salget til unge, oplyser Netto

Foto: Netto

Siden juli har Netto skjult cigaretterne i kædens næsten 500 butikker.

Nu viser opgørelser fra en række Netto-butikker, der ligger tæt på en eller flere ungdomsuddannelser, og hvor kunderne i høj grad er unge, at salget af cigaretter typisk er faldet med mellem 12 og op til 39 pct., oplyser kæden i en pressemeddelelse.

F.eks. er salget faldet med 20 pct. i Netto ved Hellerup Station i det nordlige København. Her ligger blandt andet to gymnasier i nærheden.

Og i Storcenter Nord i Aarhus, hvor der også ligger flere ungdomsuddannelser og et universitet i området, er salg af cigaretter faldet med 27 pct.

Det største fald er sket i Solrød syd for København med et fald på 39 pct. Her ligger også både et gymnasium og en produktionsskole i nærheden.

Fald på 9 pct. i snit

Det er et markant større fald end de ca. 9 pct., der er det gennemsnitlige fald for alle Netto-butikker, efter cigaretterne blev skjult.

– Vi har en ambition om medvirke til, at færre unge begynder at ryge, og det er derfor, vi har gemt cigaretterne væk. Udover, at salget af cigaretter er faldet helt generelt, viser tallene, at tendensen er endnu tydeligere og endnu mere markant i de Netto-butikker, som mange unge besøger. Det er meget glædeligt og viser, at tiltaget har en mærkbar og positiv effekt, siger Brian Seemann, landedirektør i Netto