Stabilt milliardoverskud i Dagrofas norske ejer

Den kraftigt ekspanderende lavpriskæde Kiwi leverer hovedparten af væksten i NorgesGruppen. Foto: NorgesGruppen

Det er til at forstå, at Dagrofas største ejer NorgesGruppen kan leve med store underskud i sit danske detaileventyr.

Den norske markedsleder har netop fremlagt regnskabstal for 2016, og de viser fremgang på stort set alle linjer.

Omsætningen steg med små 4 mia. norske kr. til 80,2 mia. norske kr., svarende til 65 mia. kr., men driftsresultatet langt mindre fra 3,17 til 3,27 mia. af de svækkede norske kr. Det svarer til 2,65 mia. kr. – altså i Dansk Supermarked-klassen.

Tilbage på bundlinjen står der 2,47 mia. norske kr.

I Norge oplever man lige som her i landet, at konkurrencen er voksende om de måltider, som nordmændene lige som vi oftere køber via andre kanaler. Og på den baggrund er der tilfredshed med årets overskud.

– Dagligvarebutikkerne oplever øget konkurrence fra andre markedskanaler som mad på farten, udespisning, specialbutikker og nethandel. Så at vores resultatudvikling i 2016 er så god, er en stor anerkendelse for det arbejde, der gøres i butikkerne hver dag, siger koncernchef i NorgesGruppen, Runar Hollevik.

DEL
Forrige artikelVoksende salg i conveniencemad
Næste artikelIndtjeningen daler i Coop
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.