Spar øger væksten – nu i 44 lande

I Danmark solgte 124 Spar-butikker for 3,5 mia. kr. sidste år. På verdensplan omsatte Spar for 246 mia. kr.

Spar opererer med fire butiksformater med hypermarkedet Interspar - her i Kroatien - som det største. Det er meget forskelligt, hvilke formater de enkelte lande satser på. Foto: Spar International

Over 12.500 butikker tilknyttet den internationale Spar-kæde solgte sidste år for rekordhøje 33,1 mia. euro til sammen, svarende til 246 mia. kr.

Ifølge en pressemeddelelse fra paraply-organisationen Spar International er der tale om en vækst på 4,5 pct., når man tager højde for valutakurs-udsving.

– I et rekordår for Spar er det en blanding af organisk vækst i sammenlignelige enheder, succesfulde opkøb og strategisk ekspansion til nye lande, der har resulteret i den højeste vækst i 10 år, siger Tobias Wasmuth, der er adm. direktør i Spar International.

Der hænger nu Sparlogoer på facadeskilte i 44 lande, hvor lokale aktører på franchisebasis driver op til fire forskellige butiksformater.

– I takt med, at konkurrencen i detail-landskabet tager til, fortsætter Sparbrandet med at være den førende partner for ledende uafhængige detailvirksomheder på tværs af et voksende antal lande globalt, siger Wasmuth.

Spar med base i Holland var længe især et vesteuropæisk fænomen, men er i de seneste år rykket østpå og til flere lande i Asien og Afrika. Næste år forventer man at nå op på 48 lande.

Danmark er nummer 15
I Danmark er det Dagrofakoncernen, der er Sparpartner, og Dagrofa har de seneste år trimmet sine kæder, så vi nu er nede på et enkelt format, Spar, hvis 124 butikker i 2016 solgte for 3,5 mia. kr. inkl. moms.

Det giver en gennemsnitsomsætning på 28,5 mio. kr. per Spar-butik her i landet. Det gennemsnitlige butiksareal er på 640 kvm.

I mange år lå Danmark i top 10 blandt Spar-landene målt på omsætning, men nye Spar-lande som Kina og Rusland har siden overhalet, lige som nedlæggelsen af Eurospar-kæden i 2015 flyttede omsætning væk.

Dagrofa holder ellers omsætningen i de enkelte kæder for sig selv, men Spar International opgiver forholdsvis detaljerede oplysninger. I 2016 indbragte et dansk salg på 3,5 mia. kr. kun en plads som nummer 15 blandt de største Spar-lande.

Nummer et på listen er stadig Østrig, hvor Spar solgte for 6,4 mia. euro – knap 48 mia. kr. Derefter følger Sydafrika og Storbritannien med henholdsvis 4,5 og 3,5 mia. euro.

DEL
Forrige artikelDansk isfabrik glæder lettisk ejer
Næste artikelKonsolideringsår for foodservicegrossist
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.