Spar Klitmøller udvider for millioner

Flere kunder i byen betyder, at Spar Klitmøller nu næsten fordobler arealet

Foto: Christian Kjeldsen, Spar Klitmøller

Spar-købmand Mikael Konradsen i Klitmøller har tredoblet butikkens omsætning og fordoblet antallet af medarbejdere, siden han overtog butikken for 15 år siden.

Og specielt de sidste fem år har købmanden nydt godt af, at byen har tiltrukket mange nye helårsbeboere, ligesom turismen er vokset kraftigt.

Derfor investerer han nu 6-7 mio. kr. i at udvide butikken fra 495 kvm. til 825 kvm.

Fokus på convenience

Et af de nye områder, Spar-købmanden vil satse på, er convenience food med fokus på kvalitet. Ifølge Mikael Konradsen er det er et område i voldsom vækst.

– Tanken er, at håndværkeren kan købe håndmadder, man kan købe smørrebrød til frokosten, købe friske færdigretter som f.eks. dansk bøf med løg og det hele, som man så kan varme op hjemme og nyde som en velsmagende aftensmad, hvis man ikke selv kan eller har lyst til at gå i gang med gryder og pander i køkkenet. Vi har ikke lagt os fast på, hvad udbuddet af produkter bliver endnu, fortæller Mikael Konradsen.

Byggeriet starter den første uge af september og den nye butik forventes indviet fredag den 12. april 2019.