Spar har smidt slik-synder ud af kæden

To fund af ulovligt slik i januar får Dagrofa til at bryde forbindelsen til Spar i Herlev.

Købmandskæden Spar er blevet en butik fattigere, efter at der i Spar i Persillehaven i Herlev i to omgange er blevet konfiskeret store mængder af slik, som ifølge Fødevarestyrelsens opfattelse var for gammel.

Ifølge Fagbladet 3F fandt Fødevarestyrelsens rejsehold 13. januar 842 kilo slik på fire paller og allerede ugen senere yderligere 152 kilo – i alt knap et ton slik, hvor papirerne slet ikke var i orden.

Det kostede en bøde på 10.000 kr.

Dagrofa-koncernen, der står bag Spar-kæden, valgte efter et par dages betænkningstid at give butikken sparket:

– Købmanden i Spar i Herlev er nu blevet sagt op og skal ikke længere være en del af kæden, lyder det i en mail fra Dagrofas presseafdeling.

Den nu forhenværende Spar er ejet af David Yüksel, som bl.a. også står bag slikgrossisten Baumert, der er under konkursbehandling, og et par Pitstop spillecafeer.

Yüksel har dog tilsyneladende ikke haft så meget med driften af selve Spar-butikken i Herlev at gøre.

DEL
Forrige artikelLovforslag om  pant ventes om et år
Næste artikelSmuthul betegnes som ulovligt
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.