Sønderjysk Meny lægger vægt på kulturarv

Christiansfeld har en århundreder gammel håndværkstradition. Derfor fylder slagterafdelingen meget i den lokale Meny

Der står Meny på facaden ved butikken i Christiansfeld, men de to købmænd Frank Andersen og Jens Petersen har mere end et almindeligt udvalg for et fødevaremarked. Foto: Helle-Karin Helstrand

Man kan ikke ligge i ringriderland uden gode ringriderpølser.

Derfor er slagter- og delikatesseafdelingen i Meny i Christiansfeld et kerneområde i forretningen med eget pølsemageri. Seks mand står klar til at lave mad fra kl. 6 om morgenen.

– Man går meget op i sit håndværk her, og det kunne vi også mærke, da vi kom herned. Pølsemageri var en af de ting, der skulle satses på. Det er en håndværksby og et håndværksområde, og man værner om de gamle traditioner, fortæller købmand Frank Andersen.

Pølser er noget, man går op i i ”ringriderland” – også selv om de måske ikke er lokale. Foto: Helle-Karin Helstrand

Sammen med Jens Petersen driver han Meny i UNESCO-byen Christiansfeld, der har omkring 3000 indbyggere.

Kompenserer for grænsehandel

I nabolaget ligger både Fakta og Netto, og grænsen er under en times kørsel væk, så købmandsduoen har satset stærkt på varer fra lokale producenter og en velassorteret slagter- og delikatesseafdeling.

Det er bl.a. årsagen til, at omsætningen på få år er steget med 25 pct.

– Solsikkeolie er solsikkeolie, lige meget hvor du køber den. Forskellen er prisen. Der, hvor vi kan gøre en forskel, er hos os selv og vores medarbejdere og vores slagter, vores delikatesse og vores pølsemageri. Det er unikt, siger Frank Andersen.

Udover salatbar, hvor kunderne selv kan blande en bakke, er der også mulighed for at få lunet en portion af dagens ret til at tage med.

Slagter-delikatesseafdelingen tilbyder også dagens ret – i dag medister med rødkål, kartofler og brun sovs – så håndværkere kan få en lun frokost med. Foto: Helle-Karin Helstrand

– Det løber rundt, men slagter-delikatesse bliver aldrig en guldgrube, for der er mange hænder på. Der er 15 i afdelingen inkl. ungarbejderne. Men vi gør meget ud af det, og vi får meget ros for afdelingen, siger han.

Gamle købmandsværdier

Med en butikstørrelse på 2000 kvm, hvoraf de 1400 er salgsareal, er Meny i Christiansfeld en relativt stor butik i forhold til området.

Inden for ti km ligger Kolding og Haderslev med konkurrenter som Føtex og Kvickly, men kunder kommer også fra disse nabobyer for at handle ind i Frank Andersen og Jens Petersens butik.

På nogle måder minder butikken mere om en gammeldags købmandsforretning end et fødevaremarked.

Læs også: Sønderjysk Meny taber 3 mio. kr. årligt på grænsehandlen

Den i forvejen store nonfood-afdeling voksede, efter isenkræmmeren lukkede, så folk ikke behøver køre udenbys, hvis kaffemaskinen pludselig står af; og man kan godt blive sendt ned at hæve penge, når man leverer varer for kunderne. Selv pc-problemer hjælper købmændene med at løse.

– Vores sortiment bærer præg af, at vi er lidt af en blandet landhandel. Et godt eksempel er den NPS, vi får lavet i kæden et par gange om året. Sidste gang var der en, der efterlyste, at vi havde en tømrerhandel også, siger Jens Petersen.

Fordi grænsen kun er en times kørsel væk, sælger Meny i Christiansfeld ikke så meget hverdagsvin. Til gengæld er der salg i de dyrere og bedre vine. Foto: Helle-Karin Helstrand

Fordi grænsen og discountkonkurrenterne er så tæt på, er der også gjort meget plads på hylderne til de billige varianter af basisvarerne.

– Vi gør meget ud af de billige varer, for hvis der er udsolgt af f.eks. den billige tun, går kunderne bare i Netto. Og så er risikoen for, at de bliver i Netto, større, siger Frank Andersen.

Læs også: Minister lover øget pres på EU i pantsag

Meny i Christiansfeld

  • Salgsareal på 1400 kvm og 600 kvm lager
  • 50 ansatte, heraf 17 fuldtidsansatte – seks af dem i slagter-delikatesse
  • Frank Andersen og Jens Petersen overtog butikken som SuperBest 1. februar 2015.
  • Den blev til Meny 30. maj samme år