Nu skal kaffen være mindre bitter

Brasilianske kaffearbejdere lever under slavelignende forhold, dokumenterer Danwatch i rapporten Bitter Kaffe.

Foto: Colourbox

Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH) samler nu relevante danske virksomheder og organisationer til møde for at finde ud af, hvad danske aktører helt konkret kan gøre for at sikre, at arbejdsforholdende på de brasilianske kaffeplanter forbedres.

Mødet er kommet i stand efter at Danwatch først på året kom med en rapport, Bitter Kaffe, der berettede om slavelignende forhold i landet, der producerer en tredjedel af verdens kaffe.

Kaffearbejderne har ifølge rapporten blandt andet intet beskyttelsesudstyr, til trods for at de arbejder med livsfarlige pesticider, og flere store kaffevirksomheder har ikke styr på, hvordan forholdene er der, hvor de køber kaffe.

Kaffegiganten Nestlé erkender i rapporten, at virksomheden har handlet med to plantager, hvor myndighederne sidste år befriede arbejdere fra slavelignende forhold.

Blandt medlemmerne af DIEH er både Coop, Dansk Supermarked, Reitan Distribution og Dagrofa.