Skagenfood vækster 47 pct. på et år

Skagenfood landede sidste år en omsætning på 110 mio. kr. En fremgang på 35 mio kr.

Betina Kühn og Peter Bagge-Nielsen, Skagefood. Foto: Lars Horn / Baghuset

Det danske måltidskassemarked er langt fra mættet. Tværtimod vælger et stigende antal danske familier at få sund og nem mad leveret direkte til døren.

Det mærker man hos Skagenfood, der er 80 pct. ejet af Dansk Supermarked.

Her steg omsætningen sidste år med 47 pct. til 110 mio. kr., mens resultatet før skat blev 5,3 mio. kr. mod 2,2 mio. kr. i 2016.

– Der er ingen tvivl om, at flere og flere gerne vil have inspirerende, nem og sund aftensmad. Og gerne så enkelt og hurtigt som muligt. Det forener vi alt sammen i vores måltidskasser, og vi mærker en stadig stigende efterspørgsel, fortæller Betina Kühn, der er medejer af Skagenfood.

Høj kundetilfredshed 

I de kommende uger vil Skagenfood styrke udvalget af måltidskasser med flere, nyskabende kasser, og fokus i 2018 vil stadig være at inddrage trends og fødevaretendenser i nye og eksisterende måltidskasser.

– Vi ser en stigende efterspørgsel efter høj kvalitet og nemme løsninger, og vi oplever, på tværs af hele landet, nye kunder, som tilvælger måltidskasser. Vi er selvfølgelig glade for, at folk vælger Skagenfood. Men særligt er vi stolte af, at vi formår at leve op til kundernes forventninger og have en høj kundetilfredshed, hvilket er afgørende for os. Vi satser på kvalitet, og det fokus vil vi entydigt fortsætte med, uddyber Betina Kühn.