Shoptalk Europe: Fysiske butikker er stadig vigtigst for spanske Día

Den spanske dagligvarekæde Dia samarbejder nu med Amazon, men vil samtidig satse på at udvikle de fysiske butikker.

Den spanske dagligvarekæde Dia samarbejder nu med Amazon, men vil samtidig udvikle de fysiske butikker som en vigtig salgskanal. Foto: Dia

En af Spaniens førende dagligvarekæder, Dia, har indgået et samarbejde med onlinegiganten Amazon. Samarbejdet skal styrke Dias position på det spanske marked og for alvor bringe dagligvarekæden ind i fremtidens onlinehandel.

Selv om Dia nu samarbejder med Amazon, fastholder Dia, at de fysiske butikker vil være den vigtigste salgskanal langt ude i fremtiden.

Det fastslog Amando Falcón, kædedirektør i Dia på konferencen Shoptalk Europe i København.

– Vi vil se et øget samarbejde mellem detailhandlere og onlinevirksomheder, men det er afgørende for os at bevare de fysiske butikker som et relevant indkøbssted for kunderne. De fysiske butikker vil også i fremtiden spille en stor rolle, og jeg forudser, at de vil have en hovedrolle som salgskanal for os mange år ud i fremtiden, sagde Amando Falcón.

Dia satser på, at samarbejdet med Amazon vil styrke kædens position i de store byer og appellere til flere velhavende forbrugere. Ifølge aftalen skal Amazon sælge Dias private label-produkter inden for fødevarer og nonfood.

– Onlinehandel med fødevarer et stadig begrænset i Spanien og udgør kun et par procent af den samlede omsætning, sagde Amando Falcón.

Dia driver sine butikker på franchisebasis og står stærkt i landdistrikterne.

– Vi udvikler vores dagligvarebutikker til at blive et mødested, hvor kunderne kan købe deres dagligvarer, hæve penge og ordne andre serviceydelser. Med onlinehandel skaber vi et nyt forhold til kunderne, og vi skal konstant finde nye måder at betjene vores kunder på, sagde Amando Falcón.