Shobr rykker til Kina

Shobr ser store vækstmuligheder på det kinesiske marked, efter selv at have fået en kinesisk investor med ombord

Leverandørernes netsupermarked Shobr har fået tilført frisk kapital.

Netsupermarkedet Shobr øjner vækstmuligheder i Kina, hvor man har ambitioner om at sælge dagligvarer via Alibaba og andre onlineplatforme, skriver Børsen.

Den kinesiske ambition er blomstret op, efter at kinesiske Bohouse har investeret et tocifret millionbeløb i Shobr, og ifølge adm. direktør Lars Munch Johansen står kineserne klar med alle de midler, der skal til.

Shobr er en onlineplatform udelukkende for mærkevareproducenterne, der her kan sælge deres varer direkte til forbrugerne uden om supermarkederne.

Internationalt setup
Og Lars Munch Johansen fortæller, at det med Shobr hele tiden har været planen at bygge et internationalt setup.

– Det er jo helt logisk, når man har nogle faste omkostninger og nogle varer liggende, at fordele det på flere salgskanaler, udtaler han til Børsen og undrer sig samtidig over, hvorfor flere danske virksomheder ikke går ind på det kinesiske marked.

Med kinesernes ejerskab på 50 pct. rykkes hovedkvarteret fra Høje-Taastrup til London og Shanghai.