Fra på mandag den 14. januar er Annette Juhler Kjær Director of Public Affairs & CSR i Salling Group med reference til adm. direktør Per Bank.
Annette Juhler Kjær er blandt andet kendt fra tidligere jobs som politisk reporter og vært på TV 2 Nyhederne og TV-Avisen, og hendes opgave bliver da også at “styrke koncernen engagement med omverdenen; særligt i forhold til myndigheder, beslutningstagere og NGO’er”.
– Som 100 procent dansk, fondsejet virksomhed er det helt afgørende for os at tage del i samfundsudviklingen og bidrage positivt til verden omkring os. Vi har en klar ambition om at udvikle os til en endnu mere ansvarlig og engagerende virksomhed. Med Annette ombord styrker vi nu vores indsats på dette område, siger Per Bank.
Annette Juhler Kjær kommer senest fra en rolle som partner i public affairs-virksomheden Vespa Crabro og som ejer af rådgivningsvirksomheden Juhlers.com. Forud herfor har hun blandt andet været særlig rådgiver i Økonomi- og Erhvervsministeriet og koncerninformationschef i Danisco A/S.
Mads Hvitved Grand fortsætter som Group Vice President, Communication, Reputation and Responsibility at Salling Group og kalder ansættelsen for “et boost af public affairs- og CSR-området”.