Salling Group fejrer nyt navn med firmafest for 40.000

Det er medarbejdernes fortjeneste, at Dansk Supermarked nu har skiftet navn til Salling Group. Derfor er knap 40.000 medarbejdere i Danmark inviteret til firmafest

Knapt var arbejdet med Danmark mod madspild officielt gået i gang, før Per Bank har overrakt tøjlerne til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. Foto: Claus Sjødin/Salling Group

I anledning af Dansk Supermarkeds navneskift til Salling Group, er alle koncernens danske medarbejdere inviteret til, hvad man kalder “Danmarks største firmafest”. Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

– Det er på mange måder en historisk begivenhed at skifte navn, og jeg er meget glad for den flotte modtagelse og store entusiasme, det har fået fra alle vores medarbejdere. Deres arbejde er helt afgørende for, at de penge, der går ind i bl.a. Netto, Bilka og Føtex, bliver investeret i virksomheden eller givet tilbage til samfundet via donationer fra Salling Fondene, siger adm. direktør Per Bank.

Transporteres fra hele landet

Firmafesten for de omkring 40.000 ansatte i Salling Group, kaldet Salling Group Live, er planlagt til pinsen næste år, så medarbejderne får helligdagen mandag at sunde sig på, inden de skal tilbage på arbejde.

Arealerne omkring hovedkontoret ved Aarhus har en gang tidligere dannet ramme om sådan et arrangement. Dansk Supermarked holdt også i 2016 firmafest for alle danske ansatte.

Dengang blev 20.000 medarbejdere fragtet til Aarhus i busser, færger og fly for at fejre dagen med sport, mad og live musik af bl.a. Christopher, Dizzy Mizz Lizzy og Gnags.