Salling i Aalborg skal også have tagterrasse

Salling Rooftop i Aarhus blev indviet for under et halvt år siden og er yderst populær

Foto: Dansk Supermarked

Under et halvt år efter åbningen af Salling Rooftop i Aarhus, bygger Dansk Supermarked nu en tagterrasse på toppen af Salling i Aalborg.

Projektet forventes at stå klar i sensommeren 2018, skriver Dansk Supermarked i en pressemeddelelse.

Den nye tagterrasse i Aalborg bliver 1.400 kvadratmeter og kommer til at fungere som et offentligt tilgængeligt byrum i vekslende etager. Tagterrassen får plads til 550 gæster og kommer blandet andet til at byde på et væksthus med café og bar, en amfitrappe, inden- og udendørs udkigsposter med panoramaudsigt over by og fjord, loungeområder, en grøn zen-garden og en skywalk over Algade Torv.

Tagterrassen i Aarhus har siden åbningen i august 2017 haft 700.000 besøgende.