Røverier sætter bundrekord

Med et fald på 18 pct. i mængden af røverier i butikker og på servicestationer er kurven helt i bund

Infografik: Ulriks Samsøe Figen

Mængden af røverier i detailhandlen er faldet med 18 pct. siden sidste år. Det viser nye tal fra Rigspolitiets statistik over årets 3. kvartal sammenlignet med de samme måneder sidste år.

Der er kun blevet begået 98 røverier mod forretninger og servicestationer i årets tredje kvartal, og det er det laveste tal i de 11 år, som Rigspolitiet har offentlig statistik over.

Det er samtidig mere end en halvering af røverier i årets tredje kvartal siden 2009, da røverikurven toppede med i alt 237 røverier på tre måneder.

Årsagerne er mange, men blandt dem er helt sikkert en øget opmærksomhed på røverier, sikring af butikkerne med eksempelvis kontanthåndteringssystemer, lav kassebeholdning samt låste døre på de mest udsatte servicestationer.

I det nye år vil tallet formentlig falde yderligere, når butikkerne får mulighed for at være kontantløse mellem klokken 22 og 06. Derudover vil butikker i udsatte områder kunne få dispensation til også at sige nej til kontanter mellem 20 og 22, hvor de fleste røverier sker. Det ventes, at Erhvervsministeriet snart er klar med en liste over krav til denne dispensation.

DEL
Forrige artikelUnilever vil have progressive reklamer
Næste artikelSupermarkeder mister bogsalg
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.