Rema 1000 overhaler Lego som Danmarks bedst omtalte brand

For første gang indtager Rema 1000 placeringen som det bedst omtalte brand i Danmark, viser måling fra YouGov BrandIndex

Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen

Den norske franchisekæde Rema 1000 har stor medvind på det danske marked med åbninger af endnu flere butikker og en stigende omsætning, som i 2017 runder 13 mia. kr.

Udbredelsen af kæden på Danmarks-kortet og forbrugernes øgede kendskab til kæden, er sikkert en væsentlig forklaring på, at Rema 1000 for første gang opnår placeringen som Danmarks bedst omtalte brand i YouGov BrandIndex’ måling af mere end 300 varemærker herhjemme.

YouGov BrandIndex har interviewet 200 personer, der er repræsentative for den generelle befolkning, og spurgt dem om de i de seneste to uger har hørt noget positivt/negativt til varemærket gennem reklamer, nyheder, andre forbrugere mv.

Og her opnår Rema 1000 altså førstepladsen med højeste omtale-score, foran MobilePay og Lego.

Sidstnævnte har i mange år ellers været en sikker nummer et på listen over Danmarks bedst omtalte brands.

En anden discountkæde, Lidl, er også med i YouGovs top 10 – på en niendeplads.