Rema 1000 i front på kundeloyalitet

Loyalty Group har offentliggjort et nyt loyalitetsindeks

Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Med 66 point på loyalitetsindekset tager Rema 1000 førstepladsen i årets BrancheIndex Dagligvarer og leverer samtidig en fremgang siden 2015 på tre point. Det fortæller Loyalty Group, der står bag undersøgelsen.

På de efterfølgende tre placeringer er Kvickly, SuperBrugsen og Lidl, som med hhv. 63, 62 og 61 point alle har indeksplaceringer over undersøgelsens totale gennemsnit på 58 point.

Den gennemsnitlige procentvise udvikling i loyalitetsindekset viser en forbedring blandt de danske dagligvarekæder, men det er ikke alle kæder, der har fremgang.

Både Bilka, Meny og Netto har tilbagegang i årets måling.

Til gengæld er der sket en fremgang for Fakta, der betyder at Coops discountkæde nu har overhalet konkurrenten Netto.

Også Meny må konstatere en reel tilbagegang.

– At Meny i år må realisere en tilbagegang i loyalitetsindekset, kan meget vel hænge sammen med, at mange af dagligvarekunderne nu har haft tid til at evaluere kædens ændringer siden den proklamerede konceptændring og at disse kunders oplevelser måske ikke helt lever op til forventningerne. At julen 2015 så også omfattede en sag med 1100 ildelugtende ænder, var højst sandsynligvis heller ikke med til at hjælpe Meny-konceptet med at adskille sig det tidligere Superbest-brand, siger Mikkel Korntved, Loyalty Groups direktør og seniorrådgiver.