Rema 1000 får pris for madspildsarbejde

Discountkædens indsats for at mindske madspild belønnes med kvalitets- og innovationspris

Rema 1000 får 'Den Dybe Tallerken' for deres arbejde med madspild, der blandt andet inkluderer kød i mindre pakninger. Foto: Rema 1000

Dansk Fødevare Forums kvalitets- og innovationspris ‘Den Dybe Tallerken’ går i år til Rema 1000 for deres arbejde med at bekæmpe madspild.

– Madspild optager forbrugerene. Og dét, at en dagligvarekæde aktivt går ind og tilskynder forbrugerne til at fokusere på madspild, synes vi i Dansk Fødevare Forum, er enormt innovativt og fortjener ‘Den Dybe Tallerken’, siger Mette Jasper Gammicchia, der er formand for Dansk Fødevare Forum.

Hos Rema 1000 sætter indkøbs- og marketingsdirektør, Anders René Jensen, pris på, at kædens initiativer for at mindske madspild, der blandt andet inkluderer afskaffelse af mængderabatter og introduktion af brød og kød i mindre pakker, bliver belønnet.

– Det bekræfter os i, at vi er på rette vej. Da vi begyndte vores arbejde i 2008, gik vi virkelig imod traditionerne i dansk dagligvarehandel. Dengang handlede det hele om at få forbrugerne til at købe så meget som muligt – uanset, om de kunne bruge det eller ej. I dag er madspild virkelig kommet på dagsordenen, og den her pris motiverer os til at fortsætte arbejdet, så vi kan bidrage til at få mindsket madspild endnu mere de kommende år, siger han.

Prisen blev uddelt for 16. gang og adm. direktør i Landbrug og Fødevarer, Karen Hækkerup, stod for overrækkelsen.

DEL
Forrige artikelDanske Spil udvider digitale muligheder
Næste artikelFriske fødevarer skal være lokale
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.