Regnbuer på københavner-butikker

7-Eleven og Netto markerer Copenhagen Pride med "regnbuebutikker"

Foto: 7-Eleven

7-Eleven har været sponsor for Copenhagen Pride siden 2014, og nu er også discountkæden Netto kommet med i gruppen af kæder, der pakker butikker ind i regnbuefarver i den uge, festivalen foregår.

Netto har ændret facaderne på butikkerne på Rådhuspladsen, Jarmers Plads og Falkoner Allé.

Foto: Netto

– Vi er stolt sponsor på årets pride, og vi har i det hele taget gjort en del ud af at deltage i løjerne. Både med at dekorere en række af vores butikker og i tilbudsavisen, hvor vi har en række særlige og sjove produkter i de flotte, genkendelige regnbuefarver, siger Martin Hasgard Olesen, marketingschef i Netto.

Med deltagelsen vil kæden gerne signalere både internt og eksternt, at Netto har en mangfoldig kundegruppe og er en mangfoldig arbejdsplads.

Drags ekspederer
7-Eleven markerer også i høj grad festivalen i butikkerne, der blandt andet sælger kaffe i ”Acceptance is cool – Copenhagen Pride”-kopper, ligesom de ansatte har mulighed for at bære ”Acceptance is cool-t-shirts”.

– Vi er samarbejdspartner og hovedsponsor, fordi det giver rigtig god mening. Priden står for mangfoldighed og friheden til at være den, man er. 7-Eleven er for alle, både når det kommer til medarbejdere og kunder, siger Jesper Østergaard, adm. dir. i Reitan Convenience, der driver 7-Eleven.

I 49 butikker i Københavnsområdet sælger kæden Copenhagen Prides officielle støttearmbånd. Beløbet går ubeskåret til Copenhagen Pride. I de butikker kan kunderne ved at fremvise armbåndet hente tilbud på Tuborg Pride øl og Egekilde regnbuevand.

– Vi er også hovedsponsor på Drag Night, som afvikles fredag. Den dag er der en dragevent i butikken på Rådhuspladsen, når to ”dejlige damer”, ekspederer kunderne, siger Jesper Østergaard.

Conveniencekæden deltager også i optoget i samarbejde med radio Nova.