Q8: Servicestationer er andet end mad og benzin

Q8 bygger syv nye anlæg ved motorvejene. På de bemandede skal der ifølge selskabet skabes mulighed for en aktiv pause

Der skal være mulighed for at slappe af på de to stationer ved Kalbygaard Skov på Silkeborgmotorvejen. Foto Q8

Q8 går nu i gang med at bygge syv servicestationer langs de nye motorveje. To af dem er bemandede, og her skal der blandt andet være mulighed for at dyrke fitness. Derudover er anlæggene designet, så de passer ind i det omkringliggende landskab.

– Landskabet omkring de to bemandede anlæg er meget bakket, og derfor er det naturligt, at vi tænker det ind i designet på motorvejsstationen. Vi ved godt, at vi ikke er kundernes endelige destination, og at man kan have brug for at tanke op på flere forskellige måder, når man kører langt på motorvejen. Stationen skal derfor ikke være i centrum for den pause – det skal det omkringliggende landskab, siger Marie Sheye Lund, Communication Manager i Q8.

Selskabet har vundet et udbud på nye stationer på motorvejsnettet i Midtjylland, Nordjylland og Nordvestsjælland. To af dem ligger på Silkeborgmotorvejen – Kalbygaard Skov N og Kalbygaard Skov S – og de skal være fuldt bemandede serviceanlæg med butik og lounge.

Det bliver blandt andet muligt at sidde på taget, hvor der også skal være en legeplads. Andre dele af taget er belagt med stenurt.

– Der kommer også udendørs fitness-redskaber på stationen, så der er mulighed for at få en aktiv pause, hvis man vil mere end at strække benene, siger Marie Sheye Lund.

Ikke planer om flere stationer
I butikkerne sælges der et stort sortiment af bilprodukter og selvfølgelig mad og drikke. Q8 lancerede forrige år Starbucks To Go på alle stationer, og det har fået kaffesalget til at stige betydeligt.

– I vores butikker satser vi på et ”bilsmart” sortiment af mad. Det betyder, at vi har et stort fokus på korrekt emballage, så vores produkter let kan spises i bilen, uden at man spilder på sædet. Derudover forsøger vi at tilbyde produkter, som både er attraktive for mange, og som har en god kvalitet, siger Marie Sheye Lund.

Q8 har i alt 240 anlæg i Danmark bestående af bemandede Q8 anlæg og ubemandede F24 anlæg.

Tallet er stabilt og har været det i en årrække.

– Vi har ikke et decideret mål om at vækste yderligere. Vi griber muligheden, hvis og når det giver mening, som i dette tilfælde med Vejdirektoratets udbud, men der er ikke planer om at bygge andre steder, siger Marie Sheye Lund.

DEL
Forrige artikelDuel mellem to kædedirektører: Hvem får den sidste butik i byen
Næste artikelTankstationer satser lokalt
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.