Prisen på hver fjerde af Coops lavprisvarer er uændret

Tre ud af fire varer er sat ned i brugserne i Coops ”fastlavpris”-program. Det gælder hovedsagelig mærkevarer

Foto: Helle-Karin Helstrand Fakta markedsfører prisfald på bannere

For godt tre uger siden, den 24. januar, gjorde Coop sit indtog i priskrigen ved at introducere et lavprisprogram, der skal gøre den daglige indkøbskurv billigere i koncernens butikker. Samtidig lød det fra landets største dagligvarekoncern, at de lave priser skal erstatte nogle af de ugentlige tilbud.

Det er dog kun tre ud af fire af de varer, der er med i lavprisprogrammet, der er blevet billigere i den første bølge af implementeringen. De øvrige ”fastlavpris”-varer har ifølge Coop allerede den rigtige pris i markedet.

– Langt de fleste varer, der ikke er nedsat, men indgår i programmet, fordi de i forvejen er på discountniveau, er private label-varer og mælk, siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.

Ifølge Jens Juul Nielsen er 324 varer i Kvickly og SuperBrugsen nu blevet en del af programmet – og heraf er 251 varer sat ned, hvilket svarer til 77,5 pct.

I Dagli’Brugsen er 220 varer blevet en del af programmet, og prisen på 152 var er blevet lavere. Det svarer til 69 pct.

– Og der kommer yderligere to bølger med prisfald i løbet af foråret, tilføjer Jens Juul Nielsen.

Prisnedsættelse skal tjenes ind

Da koncernen introducerede lavprisprogrammet, lød det i en pressemeddelelse, ”at Coop sætter de faste priser ned på hverdagsvarer. De største butikker vil dermed have et fast lav pris-program på langt over 1000 varer. Prisfaldene på de enkelte varer vil variere fra nogle få Pct. til over 20 Pct”.

Jens Juul Nielsen vil ikke fortælle, hvor meget de enkelte varer er sat ned, eller hvor meget prisnedsættelsen samlet kommer til at koste Coop.

– Et større salg skulle gerne neutralisere investeringen i lavere priser, siger informationsdirektøren.

De varer, der er en del af programmet, har på hyldeforkanten fået et orange ”fastlavpris”-mærke, men der står ikke, hvor meget varen er sat ned – eller om den overhovedet er blevet billigere.

Nogle varer er dog i avisannoncer blevet markedsført med prisreduktionen.

I henhold til markedsføringsloven ville det være tilladt i en periode på fire uger at fortælle, at prisen er sat ned med et vist beløb. I Fakta er priserne ikke mærket med ”fastlavpris”, da kunderne i forvejen forventer lave priser i en discountbutik. Der vil ske en prisnedsættelse på op mod 30- 40 varer ad gangen, og prisfaldet vil variere, har Faktas kædedirektør Stina Glavind tidligere sagt til Dansk Handelsblad.

DEL
Forrige artikelNormal runder 100 butikker til foråret
Næste artikelNetto mister terræn i avisernes pristjek
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.