Plante-istid i Thy

Claus’ veganske is er stærk efterspurgt blandt dagligvarekæder. I dag er Ismejeriet Thy en del af Dragsbækkoncernen

Fotos: Helle-Karin Helstrand

På to år har Claus Grønkjær Sørensens is-drøm taget en uventet drejning og har udviklet sig til helt anden forretning.

Egentligt havde Claus en ambition om at lave velsmagende luksus-flødeis i sit lille ismejeri i Thisted. Et tilfældigt møde med en gammel skolekammerat ved en sommerfest, kombineret med iværksætterens ihærdige indsats for hele tiden at vokse og blive bedre, har dog gjort, at Claus’ is-drøm har udviklet sig til et lidt andet – og ganske hurtigere – væksteventyr.

I stedet for traditionelle flødeis producerer Ismejeriet Thy udelukkende vegansk is baseret på havredrik, og det gør den lille iværksættervirksomhed så godt, at virksomheden har været nomineret til at lave det bedste veganske isprodukt i Europa.

Stadig synes produktionsforholdene i Thisted nu være beskedne, men ismejeriets maskinpark er blevet opgraderet, efter den lokale fødevarevirksomhed Dragsbæk har investeret i ismejeriet og i dag ejer 60 pct. af foretagendet.

Så fra blot at kunne producere 15 kilo is ad gangen på to ældre maskiner, producerer Ismejeriet Thy nu op til 1.100 bægre is á 500 ml i timen.

– Havde du sagt for to år siden, at jeg skulle lave vegansk is og arbejde sammen med Dragsbæk, havde jeg nok tænkt noget andet. Jeg troede kun, de lavede margarine, og jeg ville lave is. Men Dragsbæk er bare så meget mere end margarine i dag. Virksomheden kan virkelig løfte salg og kampagner ind, sådan at vi kommer ud i butikkerne med vores produkt, fortæller Claus Grønkjær Sørensen.

Netop mødet med den gamle skolekammerat Christian Munk i sommeren 2016 skulle vise sig at forandre Claus’ drømme om at lave de perfekte luksus-is.

Is på planter

I flere år havde Claus været franchisetager i en anden iskæde, og da hans aftale med franchisekæden var ved at udløbe, fortalte han den gamle skolekammerat, at han nu overvejede at lave sit eget lille lokale ismejeri med fokus på friskproduceret is og gode råvarer fra Thy. Den gamle skolekammerat var direktør i netop Dragsbæk, og få måneder efter gensynsmødet ved sommerfesten, var han forbi Claus og kunne lide, hvad han så og smagte.

Inden længe tog Claus til en præsentation foran folk fra Dragsbæk, som både lide de medbragte plantebaserede is og fløde-is – og Claus’ ildhu for den gode is. Det var dog ikke så meget flødeis, Dragsbæk så en forretning i.

I stedet oplevede de så stærk en vækst for Naturli-produkterne, der ligeledes er ejet af Dragsbæk, at de ville have iværksætteren til at producere vegansk is.

Claus tog udfordringen op. Han tog til den lokale Spar-butik for at købe mandeldrik og havredrik og begyndte at eksperimentere. Isen blev med Claus’ egne ord ikke ret god i starten, men den var cremet og hang sammen, og efter rigtig mange forsøg blev den veganske is bedre, så både Coop og Dansk Supermarked, nu Salling, ville have isen ind i butikkerne.

Som den is-mand Claus er, mente han endnu ikke, isen sad i helt i skabet og arbejdede hårdt videre med produktet, men ikke mindst medlemmer af Plantebevægelsen og de veganske forbrugere var begejstret over den nye danske veganeris i supermarkederne.

– Vi udviklede fire varianter, som vi gjorde endnu bedre ved at tilføre lakrids, knas, nødder og chokolade. De første 160.000 bokse is, jeg lavede til dagligvarehandlen, producerede vi på en maskine,der kunne lave 15 kilo ad gangen. Vi gik tre-fire stykker og kunne lave ca. 3000 bokse is om dagen, og det var jo helt vildt for mig, for jeg havde før produceret 12 bokse på fire timer, fortæller iværksætteren om opstarten på is-mejeriets masseproduktionen.

Turbo på produktionen

Siden starten har ismejeriet investeret i moderne is-udstyr, der kan lave 1100 bokse i timen. Det var ganske enkelt en nødvendighed for at kunne følge med efterspørgslen og sikre en ensartet kvalitet af isen. F.eks. skulle Claus og hans medhjælpere selv stå og hakke og fordele lakridsen i bægrene tidligere, hvilket gav visse udfordringer i forhold til deklarationen – udover det langsommelige arbejde.

Udover varianten med lakridsstykker laver ismejeriet i dag is med hasselnød, choko- orange og hindbær, som alle markedsføres under Naturli-brandet. Blandt kunderne er både Coop og Salling, men det lille ismejeri har også eksporteret til kunder i blandt andet Grønland, Island, Holland, ligesom andre udenlandske butikskæder også har vist interesse for isen fra Thy.

– Jeg har virkelig mange dage, hvor jeg kommer hjem til konen og siger: Nu kan det ikke blive vildere. Til at starte med var det vildt at komme ud i dagligvarebutikkerne. Det, der er vildt lige nu, er at en discountkæde netop har bestilt rigtig mange bokse is på en kampagne og er klar til at gøre det igen henover sommeren, hvis kampagnen går godt. Det lille ismejeri har sågar oplevet interesse for sine produkter så langt væk som til Australien.

Men mens det store eksporteventyr endnu lader vente på sig, har is-virksomheden travlt med at udvikle sin forretning på det danske marked.

Snart lancerer ismejeriet nye varianter og begynder at producere is i små bægre målrettet conveniencemarkedet.

Ismandens forventninger til de kommende år er store, og hans mission om at højne oplevelsen af plantebaseret is er først lige startet. – Så hvis ikke navnet Eventyr Is var taget, havde jeg taget det, men vi hedder fortsat bare Ismejeriet fra Thy, siger den travle iværksætter.