Pizzakæden Gorm’s ruller ud i provinsen

Gourmetpizzakæden Gorm's vil åbne op endnu flere restauranter i provinsen. De næste åbninger finder sted i Aarhus og Kolding

Screendump: Gorm's

Gourmetpizzakæden Gorm’s har længe haft et godt øje til Aarhus, og nu er aftalen om en restaurant på Jægergårdsgade 6 faldet på plads.

Samtidig har kæden fundet en placering på Torvet i Kolding. De to jyske restauranter skal gerne blive afsæt for flere Gorm’s Pizza i det jyske, der tog det første skridt vestpå, da Gorm’s Pizza åbnede i Odense sidste år.

– Vi har fået to supergode placeringer i Kolding og Aarhus og samlet set et stærkt brohoved til flere restauranter i Jylland. Vi vil gerne forgrene os videre ud i Jylland, hvor der er mange muligheder. Men vi går ydmygt til værks og er meget optaget af at åbne de rigtige steder, i de rette lokaler og ikke mindst falde til lokalt. Vi er en kæde, men gør enormt meget ud af at forstå, hvem vi er landet hos, og hvordan vi bliver en del af det lokale byliv, siger Anders Kjørup. adm. direktør for Gorm’s Pizza.

Han forventer at kunne byde aarhusianerne indenfor en gang i det tidlige forår 2018, ligesom restauranten i en tidligere bankfilial i Kolding ligeledes åbner i det tidlige forår.

Vokseværk
Gourmetpizzakæden har siden den første restaurant åbnede i Magstræde i 2008 åbnet syv spisesteder, senest i Tivoli Food Hall. Udover de otte danske restauranter har Gorm’s Pizza også to filialer i Japan.

Planen er at åbne flere restauranter i Jylland, men der drømmes også om flere restauranter i udlandet.

Gorm’s offentliggjorde i sidste uge et regnskab, der viste et overskud på 2,6 mio. kr.