Pensionsselskaber kredser om Coop-ejendomme

AP Ejendomme ser Sønderhøj og Mega Syd som en interessant investeringsmulighed

Flere danske pensionsselskaber forventes at byde på Coops store ejendomsportefølje i Aarhus syd. Foto: Ulrik Samsøe Figen

Det er ikke hver dag, at en erhvervsportefølje på over 131.000 kvm. bliver sat til salg, som det skete sidste onsdag, da Coop annoncerede det store ejendomsudbud i Aarhus-forstaden Viby.

Ifølge Coops formand Lasse Bolander har forhåndsinteressen fra flere danske pensionsselskaber og udenlandske fonde allerede været stor, forud for udarbejdelsen af udbudsprospektet.

Et udbud, der blandt andet inkluderer indkøbscentret Mega Syd på 39.000 kvm. og hele Sønderhøj-området med Arla Foods hovedkontor og flere uddannelsesinstitutioner.

Coop forventer, handlen vil falde på plads senere på året og vil indbringe dagligvarekoncernen et milliard-beløb.

Trods ejendomme, der forventes at have en samlet handelsværdi omkring to mia. kr., er det umiddelbart ikke et beløb, der skræmmer AP Ejendomme.

AP Ejendomme ejes af AP Pension, der er landets fjerdestørste kommercielle pensionsselskab, og her ser man generelt Aarhus som værende inde i en meget positiv udvikling, som giver interessante investeringsmuligheder indenfor både erhverv og bolig.

– Sønderhøj får en kommende letbane, der kommer til at forbinde området, så vi ser absolut området som et spændende sted, der tidligere måske ikke har været så udviklet som andre dele af Aarhus, og som der derfor sagtens kunne være et fornuftigt potentiale i. Vi har stor fokus på både boliger og erhverv, så jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi er interesseret og byder ind på porteføljen, siger adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.

Retail tiltrækker gigant

Investeringsgiganten ATP Ejendomme foretog sidste år investeringer for 9,5 mia. kr. og ejer i dag ejendomme for ca. 44 mia. kr. herhjemme og i udlandet.

– Den største og mest opsigtsvækkende ejendomsinvestering, som ATP foretog i 2017, var opkøbet af 50 pct. af Danicas 16 butikscentre for 6,9 mia. kr., der inkluderede Frederiksberg Centret samt Lyngby og Randers Storcenter.

Tidligere har ATP også investeret i Aalborg Storcenter og shoppingcentret Waterfront i Hellerup.

Derfor kunne ATP Ejendomme også være en oplagt købskandidat af Coops erhvervsportefølje i Aarhus.

– Vi udtaler os af princip ikke om potentielle nye investeringer. Vores strategiske fokus er ejendomme med stabile cash flows og de bedste beliggenheder – og her indgår Aarhus også i vores overvejelser, siger Michael Nielsen, adm. direktør i ATP Ejendomme.

Ifølge Lasse Bolander er det Coops udgangspunkt at udbyde hele porteføljen i en samlet handel for at tiltrække store investorer, men det kan også komme på tale at opdele handlen i henholdsvis erhverv og detail.