Outdoorreklamer øger købelysten

Fire ud af ti forbrugere angiver, at outdoorreklamer øger deres lyst til at handle

Foto: AFA JCDecaux

Reklamer placeret udenfor butikken kan drive forbrugeradfærd og være med til at påvirke købelysten blandt forbrugerne.

Det viser en ny undersøgelse om effekten af outdoorreklamer baseret på 3.000 interviews blandt forbrugere, som står for ansvaret af dagligvareindkøb i husstanden.

– 82 pct. af de indkøbsansvarlige siger, at de lægger mærke til outdoor. Men at 39 pct. af disse siger, at outdoor øger deres købelyst, er et stykke over, hvad vi turde håbe på, udtaler Mai Britt Lundstrøm, Insights og Business Development Manager hos virksomheden AFA JCDecaux, der står bag undersøgelsen sammen med mediebureauet Carat.

AFA JCDecaux samarbejder pt. med Coop, DSB, Banedanmark, fem jyske lufthavne samt 28 kommuner, hvilket er med til at synliggøre outdoorreklamerne mange andre steder end foran butikker, hvor reklamerne kan påvirke direkte til impulskøb.

Tæt på købsbeslutningen
– Studiet viser, at de indkøbsansvarlige ser outdoorreklamer mange steder og ikke kun ude foran butikken. De lægger også mærke til reklamer ved busstoppesteder, togstationer og i gågader, siger Mai Britt Lundstrøm.

Og netop den synlige reklamepåvirkning tæt på købsbeslutningen er den helt markante forskel på outdoor og andre reklamekanaler.

– Danskerne handler oftere ind end befolkningerne i øvrige lande i verden. Eksponering af budskab tæt på købsbeslutningen er derved vigtigt i kampen om indkøbskurven, siger Dorte Wimmer, direktør hos Retail Institute Scandinavia.

DEL
Forrige artikelElgigantens netbutik er mest populær
Næste artikelSalget af cigaretter faldt
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.