Osuma udvider klik og hent-ordning til flere butikker

Efter test af klik og hent i to selvstændige butikker ruller onlinesupermarkedet Osuma servicen ud i yderligere fem brugser og Kvickly-varehuse

Kvickly i Ry er et af de steder, Osumas kunder kan hente varer med klik og hent. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Efter et underskud sidste år pga. udfordringer med distributionsdelen af forretningen, har onlinesupermarkedet Osuma måske knækket koden i forhold til at få økonomien op i omdrejninger.

Osuma har testet bestil og hent i to selvstændige brugsforeninger i Coop, og det har været så stor en succes, at Osuma nu udvider ordningen. Det oplyser firmaet i en pressemeddelelse.

– Vi ser en ny kundegruppe handle hos os. Så det er ikke blot eksisterende kunder, der ’skifter spor’. Det gør jo kun resultatet endnu bedre, at nye løsninger gør os attraktive overfor en bredere kundegruppe, siger Osumas adm. direktør, Carsten Milek Pahlke, i pressemeddelelsen.

Mens e-handelsforretningen skabte overskud sidste år, trak distributionsselskabet så meget ned, at regnskabet for de to Osuma-selskaber viste et samlet underskud for 2017 på lige under 1 mio. kr.

– Den sidste mile er den sværeste. Som i resten af branchen er det også hos os distributionen, der er akillessenen. Det er med opdelingen af selskabet i to blevet endnu mere tydeligt, sagde Carsten Pahlke i forbindelse med offentliggørelsen af Osumas årsregnskab.

Kunderne kan pt. afhente Osuma-ordrer i Kvickly Ry, SuperBrugsen Hørning, SuperBrugsen Kjellerup, SuperBrugsen Gråsten, Kvickly Allerød, Kvickly Helsinge og SuperBrugsen Svenstrup.