Omfattende tørke sender prisen på hvede op

Overalt i Europa meldes der om lavere hvedeproduktion end tidligere år. Et fald i udbuddet på ca. 25 pct. presser prisen i vejret

Lavt hvedeudbytte presser prisen på kornet i vejret, men det burde ikke påvirke brødpriserne herhjemme. Foto: Creative Commons

Det tørre vejr, som har ramt Europa, har længe varslet dårligt nyt for høsten. Det lave udbud har betydet, at prisen på hvede nu har nået sit højeste niveau i op til fem år. Det skriver Dagbladet Børsen i dagens avis.

– Udbuddet af hvede i Europa i år bliver 45-50 mio. ton mindre end sidste år, hvor det var på 300 mio. ton – altså et fald på ca. 25 pct., siger direktør Palle Jakobsen, Agro.com, til avisen.

Alene på det franske marked er prisen på vinterhvede på få dage steget over 7 pct. Her forventer man at kunne høste 3,1 tons hvede færre end sidste år.

Selv om de højere hvedepriser kommer til at ramme kornproducenter og aftagere af foderhvede, er det ikke en udvikling, som bør ramme de danske bagere og bakeoff-afdelinger, udtaler Palle Jakobsen til Børsen.

– Hos Lagkagehuset og andre er der højst mel for 50 øre i et rundstykke til 6 kr. Men lur mig, om der alligevel ikke kommer et skilt med prisforhøjelse på grund af højere kornpriser, siger han.