Økologien breder sig

Danskerne køber i gennemsnit for 2000 kroner økologiske varer

De danske forbrugere køber mere økologi end alle andre verden over. Foto: Økologisk Landsforening

Danskernes forbrug af økologiske varer steg med 1 mia. kroner fra 2015 til 2016, viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik. Det svarer til, at danskerne i gennemsnit spiser for 2000 kroner økologiske varer.

Og det er ikke længere kun et storby-fænomen at spise økologiske, ligesom det ikke kun er mælken, ægget og æblet, der er økologisk.

– Danskernes interesse for økologi breder sig til flere og flere varetyper. Eksempelvis går salget af økologisk øl og vin, kaffe og chokolade markant frem, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Salget af økologisk kaffe, te og kakao er steget med knap 11 pct. fra en omsætning på 250 mio. kr. til 277 mio. kr., og salget af økologisk sukker, syltetøj, chokolade, slik, is er øget med knap 22 pct. til en omsætning på 336 mio. kr.

Salget af økologisk kød er også steget markant fra 2015 til 2016 med 16 procent. Det skyldes ifølge Landbrug & Fødevarer, at flere supermarkeder over hele landet nu tilbyder et større udbud af økologisk kød, hvor det før kun var i de større byer, forbrugerne kunne finde et sådant udvalg.

Breder sig uden for storbyerne

Og det gør en konkret forskel, siger Peter Kølster, Økologisk Landsforening:

– Det betyder eksempelvis, at der indenfor de næste to år er cirka to millioner flere køer, grise, kyllinger og høns, som får et liv, hvor de kommer ud under åben himmel. For landmændene lytter til danskerne og lægger i øjeblikket om til økologi med rekordfart. Det er en fantastisk positiv udvikling, og alt tyder på, at den fortsætter.

Ifølge CSR-chef i Coop, Thomas Roland, sker de største stigninger procentuelt i salget nu i yderområderne – og altså væk fra storbyerne, hvor salget af økologi dog fortsat er størst:

– Forskellen på land og by bliver mindre. Vi har eksempelvis oplevet en stigning i salget af økologi i Sønderjylland på 30 pct., mens den i Storkøbenhavn og Nordsjælland kun har ligget på 9 pct., siger Thomas Roland.

Det samlede salg af økologiske føde- og drikkevarer i supermarkeder og varehuse udgjorde ifølge tal fra Danmarks Statistik i 2016 8,0 mia. kr.

Udover salget i detailhandlen blev der også solgt økologiske fødevarer via såkaldte ’alternative salgskanaler’ – dvs. internethandel, marked/gårdsalg samt i foodservice-sektoren, som fx restauranter og caféer. Samlet set nåede økologisalget i alt op på omkring 11,2 milliarder kroner i 2016, skriver Landbrug & Fødevarer.