Øko-abonnement vinder frem i Føtex

Føtex melder om stigende interesse for abonnementsordningen Øko+. Dansk Supermarked afviser ikke at rulle ordningen ud til andre kæder på sigt

Illustration: Føtex

For et år siden lancerede Føtex abonnementsordningen Øko+, der skulle gøre det mere attraktivt for kunderne at vælge de økologiske produkter. For 80 kr. om måneden får alle kunder tilmeldt ordningen til gengæld minimum 20 pct. rabat på de økologiske varekøb i kæden. Et tiltag, som både skulle give eksisterende kunder lyst til endnu mere økologi og lokke nye kunder til Føtex.

Hos Dansk Supermarked Group ønsker man ikke at oplyse, hvor mange kunder, der et år efter lanceringen er med i abonnementsordningen, men kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen fortæller, at antallet af Øko+-kunder stadig stiger.

– Det udvikler sig positivt, selv om det ikke er et tiltag, vi har banket fuldstændig udover rampen. Kunderne oplever, at det giver dem værdi, og det er netop pointen. Kunderne kan rask væk spare 300 kr. om måneden, nogle endda 700 kr. Og det er en gedigen besparelse for de fleste. Der er plads til mange flere Øko+-kunder. Og nu hvor Føtex har sat priserne ned, kan kunderne virkelig købe økologi i en høj kvalitet til en god pris, siger Kasper Reggelsen.

Loyale kunder

Ifølge marketingansvarlig for Føtex, Karin Sommer, er kædens Øko+ kunder meget loyale, skriver hun i et Linkedin- opslag. Og denne kundeloyalitet er også en væsentlig årsag til, at Føtex tilbyder Øko+ til blot 1 kr. for nye abonnenter den første måned.

På sigt vil Kasper Reggelsen heller ikke afvise, at Øko+ kan finde vej til Dansk Supermarkeds øvrige kæder.

– Det er nu ikke tænkt sådan. Vi tager en masse læring med hele tiden for at se, om vi kan bruge det i andre sammenhænge. Øko+ er en super attraktiv model, fordi det giver så meget værdi for kunderne. Så vi kan ikke afvise, at rulle det ud i andre kæder, men der ligger ikke noget konkret i den retning, siger Kasper Reggelsen.