Nyt Kvickly-koncept skal afprøves i brugskæderne

Coop slog mandag dørene op til en ny og anderledes Kvickly i det nyåbnede storcentret Broen i Esbjerg

De Coop-ejede Kvickly-varehuse tabte 92,5 mio. kr. i første halvår af 2017. Foto: Helle-Karin Helstrand

”Kvickly Broen” står der med lysende bogstaver over den netop åbnede Kvickly i Esbjergs nye shoppingcenter Broen.

Men der kunne lige så godt have stået Brugsen.

Det nye Kvickly minder nemlig med sit fokus på mad – både i form af råvarer og færdige måltider – om et supermarked eller en SuperBrugs og adskiller sig med et salgsareal på kun 2500 kvadratmeter også størrelsesmæssigt fra de fleste af ”gamle” Kvickly-varehuse.

Det varer da heller ikke lang tid, inden en række SuperBrugser – og Dagli’Brugser kan komme til at ligne det nye Kvickly. Den er nemlig en del af Coops koncept ”et enklere Coop”, hvilket hentyder til en igangværende sammenlægning af de tre Brugs-kæder: Kvickly, Dagli’- og SuperBrugsen.

– Nu har vi lagt de tre kæders marketing- og konceptafdelinger sammen – altså alt det, kunderne ikke ser. Nu kommer vi til det, som kunderne oplever. Det nye Kvickly-koncept er udviklet til at kunne skaleres, så det passer både i en Kvickly, en SuperBrugs og en Dagli’Brugs. Nu skal vi først teste konceptet i Kvickly, derefter vil vi at afprøve dele af konceptet i forskellig målestok i de andre to kæder, siger Allan Kristoffersen.

Han understreger, at der i Coop endnu ikke snakkes om et fælles navn for de tre kæder.

Omstiller ti butikker i år

Det nye Kvickly er bygget op efter et koncept, der internt i Coop hedder ”SM 2020”. SM står for ”stort supermarked” – og 2020 fortæller, at målet er at få alle kædens 77 varehuse – hvoraf 14 er A-butikker, ejet af brugsforeninger – lagt om til det nye koncept senest i 2020.

– Vi har ikke været i udlandet for at lade os inspirere, men har taget det bedste fra både Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen, og samtidig har vi haft rigtigt mange medarbejdere med til at udvikle konceptet, siger Allan Kristoffersen.

Inden sommer skal yderligere fire Kvickly’er omstilles: Det gælder varehusene i Aars i Himmerland, Sundby på Amager, Holte og Herning.

– Derudover er vi i dialog med fire A-butikker, der er klar til at indføre det nye koncept, og i andet halvår af i år omstiller vi yderlige fem Coop-varehuse, siger formatdirektøren og tilføjer, at dele af konceptet rulles ud i resten af Kvickly-kæden fra uge 20.

Det gælder blandt andet dele af slagterkonceptet som et 25 kroners marked på kød og et løfte om fem forskellige hjemmelavede take away-retter hver dag.

– I andet halvår af 2016 skal frugt- og grøntkonceptet rulles ud. Det betyder nyt inventar og en nedkøling af afdelingen, siger Allan Kristoffersen.

DEL
Forrige artikelVarefakta reformerer kontrol
Næste artikelAlbert Heijn vil sælge flere måltider
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.