Nye samlemærker giver rabat på oplevelser

Dagrofas nyeste tiltag i samlemærkegenren er en kampagne, der giver rabat på forlystelser for alle aldre

Rabatkuponerne fra Dagrofa giver op til 60 pct. rabat på oplevelser i resten af 2016. Illustration: Dagrofa/Ulrik Samsøe Figen

Efter adskillige samlemærke-kampagner rundt om i landets dagligvarebutikker laver Dagrofa nu et nyt tiltag, der skal forsøge at samle familierne om oplevelser i forlystelser rundt omkring i landet.

Fra den 2. april og frem til den 10. juni kører kampagnen ‘Sjov På Tur’ i Meny, Kiwi, Spar og Min Købmand. Her kan kunderne spare op til oplevelser for hele familien ved at samle rabatkuponer, der giver rabat på entrébilletter til populære forlystelser. Hvert køb for minimum 100 kroner i kampagneperioden giver en rabatkupon på 25 kroner.

Oplevelser for alle

– Der har kørt kampagner med samlemærker i en årrække og vi har blandt andet haft stor succes med vores Disney-samlekort. Men nu skal de danske forbrugere præsenteres for en samlekampagne, hvor de kan samle oplevelser i stedet for fysiske produkter. Så vi har lavet aftaler med en række forskellige attraktioner – man kan f.eks. få rabat på klatreoplevelser, biografbilletter eller en tur i Den Blå Planet eller BonBon-land, så jeg tror, der er noget for alle, siger Christian Higraff, marketing- og onlinedirektør i Dagrofas købmandshus.

Hver rabatkupon indeholder en kode, der skal indtastes på www.sjovpåtur.dk eller i kampagnens app. Kuponerne kan indløses i hele 2016, eller så længe forlystelserne har åbent. Hvor meget rabat samlemærkerne giver, varierer fra forlystelse til forlystelse. Man kan dog højst få 60 pct. rabat pr. forlystelse.

DEL
Forrige artikelLeverandører har større lyst til innovation
Næste artikelBrian Mollerup klar med nyt koncept
Jesper Veber Knudsen
Har i mere end 15 år siden uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole beskæftiget sig med erhvervsjournalistik om især detailhandel og fødevarer. Før Dansk Handelsblad har han bl.a. arbejdet på Foodwire.dk, Økologi & Erhverv og som medredaktør på Levnedsmiddelbladet. Er daglig leder af bladets redaktion og skriver især nyheder og analyser.