Ny teknologi kan målrette tilbud på indkøbsturen

Den nyeste teknologi kan øge oplevelsen for kunden i detailhandlen og gøre arbejdet i butikken mere effektivt

Illustration: Teknologisk Institut

Forestil dig, at du ved, præcist hvilken vej dine kunder bevæger sig rundt i butikken, og at du kan øge dit salg ved at give den enkelte kunde nye tilbud under hele hendes indkøbstur. Tilbud, der er tilpasset den enkelte kunde og som rammer, hvad hun går efter netop den dag.

Teknologien er der, og det er stort set kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan den kan udnyttes.

– Omsætningen er dalende i de fysiske butikker – også i dagligvarehandlen. Kæder og butikker er nødt til at udnytte den nyeste teknologi, hvis de vil holde på deres kunder. Teknologien bliver et konkurrenceparameter, siger Jan Overgaard, der er sektionsleder i den syv mand store sektion for digitalisering og logistik på Teknologisk Institut.

– De fysiske butikker skal lære af nethandlen, der er bedre til at give sine kunder den information, de har brug for her og nu. Allerbedst er det, hvis butikken kan være klar med information, der supplerer den viden, som kunden har samlet via internettet, inden hun kom i butikken. Teknologien kan samtidig gøre arbejdet i butikken betydeligt mere effektivt, ligesom den kan sikre, at de varer, kunden går efter, er i butikken, siger Jan Overgaard.

Teknologisk Institut arbejder i øjeblikket på at åbne et demonstrationscenter med en demo-butik, hvor de nyeste teknologier skal præsenteres.

– Vi har med butikken skabt en platform, hvor vi inviterer teknologileverandørerne til at demonstrere den nyeste teknologi. Vi forventer, at centret kan være klar i november, siger Jan Overgaard.

Giver mere info om varen

Blandt de nye teknologier er RFID, der er en moderne pendant til stregkoden. Teknologien har været tilgængelig i en årrække, men er ikke tidligere slået rigtigt igennem. Det skyldes blandt andet prisen, der i begyndelsen lå på tre-fire kroner per RFID-transponder – i daglig tale en tag. I dag er  prisen kun 14-15 ører – og de største leverandører giver i stigende grad varerne en RFID-tag. Ved hjælp af tag’en kan en kunde eksempelvis få informationer om varen.

– Når en kunde løfter en given vare, kan tag’en aktivere et display eller en tablet på hyldeforkanten, så der kommer en film eller en tekst frem med oplysninger om netop den vare, siger Jan Overgaard. Det kan eksempelvis være en lille film om den lokale producent, der har avlet frugten til den givne marmelade.

– Men det kan også være  en information om et godt tilbud på kød eller fisk, der passer til den vin, som kunden har taget ned fra hylden.

Butikken som pluklager

RFID-teknologien kan også give butikken et hurtigt overblik over, hvilke varer der er på hylder og lager. Med en håndscanner eller en reader i loftet, kan varebeholdningen scannes trådløst.

– Det er en både hurtigere og mere sikker måde end den manuelle optælling med eksem-pelvis stregkoder, siger Jan Overgaard og tilføjer, at fremtiden vil byde på flere click&collect-kunder, der vil bestille varerne hjemmefra.

Med RFID-teknologien kan kunden allerede hjemmefra sikre sig, at varen er i butikken.

– Når alle varer er udstyret  med en tag, kan de hurtigt lokaliseres, og butikken vil samtidig kunne fungere som pluklager, siger Jan Overgaard og tilføjer, at blandt andre Amazon er langt fremme med brugen af den teknologi.

RFID-teknologien kan også benyttes som tyverisikring, der gør at en alarm aktiveres, hvis en kunde forlader butikken med en vare uden at have betalt.

– Den kan også bruges til at følge en vare fra producent til butik og samtidig eksempelvis give oplysninger om, hvorvidt kølekæden har været overholdt hele vejen, siger Jan Overgaard.

Direkte målrettede kundetilbud

En anden nyere teknologi er beacons, et lille stykke hardware, der udsender et bluetooth-signal, som smartphones kan opfange via en app. Den kan fortælle butiksejeren, hvor kunden befinder sig i butikken, eller skabe et overblik over kundens vej gennem butikken.

– Er bluetooth aktiveret på kundens mobil, kan hun modtage supplerende tilbud på sin smartphone. Alternativt har nogle kæder testet teknologien på kundevognen, så det er signaler fra kundevognen, der giver butikken besked om kundens færden. Kunden kan så på et display på vognen modtage tilbud, der supplerer det køb, som hun har gjort eller er i gang med at foretage. Har en kunde været forbi fiskeafdelingen, kan det eksempelvis være oplysning om hvidvin, der kommer frem på displayet i vinafdelingen, fortæller Jan Overgaard.