Ny nummer to er ”købmandens mand” på Menys hovedkontor

Kennet Berlin har arbejdet i kulissen i Dagrofa i snart fem år. Med mange års erfaring bag disken i egen butik, bygger han bro mellem kæde og købmand

Kennet Berlin har i en årrække haft to Spar-butikker i Nykøbing Falster. Foto: Kennet Berlin

Egentlig vil Kennet Berlin bare gerne have lov at passe sit arbejde i Dagrofa – nærmere betegnet i Meny – i fred.

Men midt i juletravlheden kom det frem, at den tidligere Spar-købmand gennem mange år har fået titel af drifts- og salgsdirektør i Meny – og dermed er rykket fra et sted midt i ledelsen til en plads som toer, lige efter sin navnebror, kædedirektør Kenneth Holmen Pedersen.

I den anledning har Dansk Handelsblad lokket ham til at fortælle om nogle af sine mange opgaver.

Det er bl.a. ham, der genforhandler Menys mange lejekontrakter. Det er også ham, der har det overordnede ansvar for driften og dermed omsætningen i Dagrofas egne butikker, der udgør cirka en tredjedel af de 119 Meny-butikker.

– I samarbejde med de selvstændige købmænd skal jeg samtidig være med til at sikre deres drift og omsætning, og at de har mulighed for at tjene nogle penge, siger Kennet Berlin.

Som noget nyt har han nu også hovedansvaret for udviklingen af butiksnettet og ejendomsafdelingen og dermed også åbningen af nye butikker.

– Det har jeg overtaget efter Martin, der er stoppet, siger Kennet Berlin og henviser til sin tidligere kollega Martin Brinch Jöhncke, der var koncept- og udviklingsdirektør.

– Jeg har arbejdet i Dagrofa i snart fem år, og ind til videre har jeg skiftet jobfunktion fem gange. Men mange af de opgaver, jeg har nu, har jeg faktisk arbejdet med i flere år, siger Kennet Berlin.

Struktureret driftsmodel

Han lægger ikke skjul på, at han nu har endnu mere at lave, end dengang han havde sin egne butikker på Falster og samtidig var formand for Spar-købmændene.

Men det er vigtigt for ham hele tiden at have fokus på, at han er ”købmandens mand” på hovedkontoret.

– De andre kan da godt blive lidt irriterede på mig, når jeg siger, at vi lige tager en ekstra runde, inden vi gennemfører noget nyt i kæden. En ekstra runde kan sikre, at alle butikker har mulighed for at eksekvere konceptet. For lige meget hvilken af mine kasketter, jeg har på, så er min fornemmeste opgave er at styrke samarbejdet mellem købmændene og kæden, så vi hele tiden får løftet barren, siger Kennet Berlin.

I 2018 er der ekstra meget fokus på driftskasketten, og en af de vigtigste opgaver for Kennet Berlin er at være projektleder på et projekt, hvis målsætning er at skabe en struktureret og fleksibel driftsmodel, som sikrer bedre økonomi i de enkelte butikker.

– Meny oplever kontinuerlig vækst, men hele udviklingen af kæden er gået over stok og sten. Nu har vi efterhånden tid til også at arbejde mere struktureret med driften i de enkelte butikker og se på, hvordan købmanden bedst og billigst driver en Meny-butik, siger han.

Fleksibilitet

Driftsmodellen skal være bygget op over moduler, så den kan bruges i alle butikker, der hver især skal være tilpasset deres lokalområde.

– Vi er så heldige, at vi med købmændene har den allerbedste ressource for succes. De bor i lokalområdet, deres børn går i skolen lokalt, og de ved, hvad de kan sælge lokalt. Så nytter det ikke, at vi giver dem et koncept, hvor de skal omsætte for 100 mio. kr. om året i en butik, hvor de kun kan sælge for 60 mio. kr. Meny er ikke en prestigekæde, der kun skal bestå af Hellerup-butikker. Vi skal skabe det bedste fødevaremarked alle steder med udgangspunkt i, hvad kunderne vil have lokalt, siger Kennet Berlin.

Moduler betyder fleksibilitet. Det kan handle om sortimentet, men kan også eksempelvis betyde, at en delikatessedisk det ene sted kan være 18 meter lang, mens den i en anden butik kun er otte meter.

– Jeg regner med, at den nye driftsmodel kan implementeres i butikkerne i efteråret 2018-foråret 2019, siger Kennet Berlin.

 

DEL
Forrige artikelMeny åbner en halv snes butikker inden 2020
Næste artikelRespekt for det lokale initiativ
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.