I otte år har Dansk Erhverv kæmpet for, at butikker skulle få tilladelse til at dele videoovervågningsbilleder fra et røveri eller et butikstyveri med hinanden via Crimestat.

I dag, fredag den 28 februar, da Crimestat fejrede sit ti år jubilæum, kunne chefkonsulent i Dansk Erhverv Henrik Lundgaard Sedenmark fortælle, at nu er tilladelsen der.

– Det er en stor forløsning efter så mange års kamp og lobbyarbejde, at tilladelsen endelig er i hus, siger Henrik Lundgaard Sedenmark.

Crimestat er detailhandlens database over kriminalitet i branchen, og jubilæet blev fejret med en konference med status over de seneste ti år og med overvejelser over, hvad fremtiden kan bringe.

Det blev blandet andet konstateret, at røverierne er faldet drastisk de seneste ti år, men at det store udfordring i dag er de organiserede butikstyverier.

– Det er rigtigt vigtigt for butikkerne, at de nu har fået den mulighed for med billeder at advare hinanden om, at der er en organiseret bande på spil. Vi slipper aldrig af med dem, for det er hele tiden et våbenkapløb, og når vi finder nye våben, finder de kriminelle en modforanstaltning, men det hjælper os, at vi kan dele billederne, siger Henrik Lundgaard Sedenmark.

Han har været Dansk Erhvervs ansvarlige for Crimestat siden 2016, men arbejdet for at få lov til at dele billeder begyndte allerede i 2010, da det i første omgang blev pure afvist af det daværende folketing.

– Vi lobbyede for det løbende, og i 2017 kom vi i dialog med daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K). Han var positiv, og i 2018 blev det vedtaget ved lov, at vi må dele billederne, siger Henrik Lundgaard Sedenmark.

Dansk Erhverv skulle blot have den endelig tilladelse i datatilsynet.

Læs også: Nej til at vise billeder af butikstyve