Normal angriber Sverige med tidligere Kiwi-direktør i spidsen

Tidligere Kiwi-direktør Carsten Hansen er blevet partner i Normal-kæden, hvor han sammen med Kiwis tidligere indkøbs- og marketingdirektør skal stå for en stor ekspansion i Sverige

Tidligere kædedirektør for Kiwi, Carsten Hansen. skal stå i spidsen for Normals ekspansion i Sverige Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Danmarks hurtigstvoksende virksomhed Normal jagter nye vækstområder. Nonfood-kæden er allerede gået ind i Norge og snart følger Sverige efter, hvor de første allerede åbner i næste måned.

I Sverige er målet at åbne mindst 100 butikker over de næste par år.

Til at føre de planer ud i livet har Normal hentet de erfarne folk Carsten Hansen og Torben Elmgaard, der begge har en fortid i Kiwi-kæden som henholdsvis kædedirektør samt indkøbs- og marketingdirektør og førhen også har arbejdet tæt sammen i Føtex.

Begge starter som partnere og adm. direktører i Normal fra 1. januar 2018.

Jagter de bedste placeringer
"Jeg glæder mig helt utroligt til at være med på den fortsatte succes rejse, som Normal har haft i både Danmark og Norge, skabt af utrolig dygtige og engagerede medarbejdere og ledere. De første svenske Normal-butikker åbner i Malmø i slutningen af januar og vor ambition er at åbne minimum 100 super gode butikker i Sverige. Vi er allerede i fuld gang med at finde de helt rigtige placeringer i de bedste centre og på hovedstrøgene i de mest attraktive byer, og nu starter arbejdet med at finde de bedste medarbejdere som vil hjælpe med at lave mindst lige så stor succes i Sverige, som kollegerne har præsteret i de andre lande", skriver Carsten Hansen i en opdatering på Linkedin.

På Linkedin efterlyser Carsten Hansen ligeledes dygtige butiksfolk, der kunne tænke sig at være med til at opbygge Normal i Sverige, ligesom han også efterlyser ejendomsprojekter hinsidan.