Netto vinder pris for madspildsapp

Netto og FødevareBanken har sammen vundet en innovationspris for app'en Mad skal spises

I kampen mod madspild har Netto og FødevareBanken vundet en pris for madspildsapp'en Mad skal spises. Foto: Netto

Softwarevirksomheden SAP har givet Netto og FødevareBanken SAP’s nordiske innovationspris 2018 i kategorien bæredygtighed. Det skriver Netto i en pressemeddelelse.

Årsagen er madspildsapp’en Mad skal spises, som de to parter i samarbejde har udviklet.

– Netto og FødevareBankens ide med ’Mad skal spises’-appen er fantastisk tænkt. Derfor vinder de vores SAP Innovationspris 2018 inden for bæredygtighed. Med app’en har Netto vist, at bekæmpelse af madspild kan være både en god forretning og samtidigt godt for miljø og samfund, siger Jesper Schleimann, nordeuropæisk Digital Transformation Officer hos SAP og formand for juryen i SAP Innovationspris 2018, i pressemeddelelsen.

SAP skal nu i fællesskab med Netto og FødevareBanken udvikle app’en med henblik på at kunne rulle den ud internationalt.

– Mad skal spises-app’en er en af vores helt store hjertesager i Netto. Med den kan vi både hjælpe vores kunder og vores samfund på én digital platform. Derfor er vi selvfølgelig stolte over at få prisen, men endnu mere spændte på at se, om vi sammen med SAP kan tage vores danske koncept og gøre til en international succes, siger Martin Hasgard Olesen, marketingchef i Netto.

Mad skal spises-app’en har omkring 130.000 danske brugere.