Netto nærmer sig sidste konverterede Kiwi-butik

Med åbningen af en ny butik på Skovvejen i Aarhus i dag, mangler Dansk Supermarked nu blot at åbne en tidligere Kiwi-butik

Foto: Dansk Supermarked Group

Da Netto her til morgen åbnede en ny butik på Skovvejen i Aarhus, er Dansk Supermarked samtidig nær målet med at konvertere den sidste af de tidligere Kiwi-butikker, som dagligvarekoncernen overtog sidste sommer.

Butikken på Skovvejen, der ligger overfor det udbyggede havneareal Aarhus Ø, stod netop foran en modernisering, da Dagrofas meddelte lukningen af discountkæden den 28. april sidste år.

Siden har butikken, som tidligere også har huset en Alta, været lukket.

– Vi har ikke kun indrettet og moderniseret, men også bygget ud. Så det har selvfølgelig været en lidt større omgang her. Nu er butikken blevet udbygget, så den bedre passer til området, siger Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent i Dansk Supermarked Group.

Sætter sig på området

Den nye Netto-butik på Skovvejen er blevet udvidet med ca. 100 kvm og har et salgsareal på 670 kvm.

Der findes i dag ikke dagligvarekæder på det tilstødende eksklusive boligområde på Aarhus Ø, men det ændrer sig i 2019, hvor Dansk Supermarked åbner både en Føtex og Netto –  og dermed sætter sig tungt på området.

– Vi har store forventninger til vores nye butik, og vi ser også frem til at åbne dagligvarebutikker på Aarhus Ø, siger Kasper Reggelsen.

Nær butik nr. 500 

3. maj åbner Netto ligeledes en ny butik i Hadsund, som også før var en Kiwi-butik.

Sidste år åbnede Dansk Supermarked i alt 31 Netto og tre Føtex i tidligere Kiwi-butikker, mens 11 butikker følger i 2018 og 2019 i takt med, at ejendommene bliver moderniseret eller færdigopført.

Dermed er Dansk Supermarkeds største kæde nu blot en håndfuld butikker fra at have 500 butikker herhjemme.

 

 

 

DEL
Forrige artikelPegefingeren bliver Dankort
Næste artikelMedie: Fakta vil lukke omkring 50 butikker
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.