Netto lukker ned i England

Adm. direktør i Dansk Supermarked Group, Per Bank, har en ny topchef i Netto på vej. Arkivfoto: Paul Cooper/ Dansk Supermarked

Discountkæden Nettos stort anlagte come back til det britiske marked bliver ikke til noget alligevel.

Netto-ejer Dansk Supermarked og den britiske partner Sainsbury’s meddeler nu, at man lukker de 16 eksisterende testbutikker i Nordengland i august.

Parterne angiver bl. a. problemer med at finde tilstrækkeligt med gode placeringer til kædens butikker som årsag.

– Sammen med Sainsbury’s igangsatte vi afprøvningen af Netto UK med henblik på at skabe et grundlag for at vurdere fremtidige scenarier ved prøveperiodens afslutning. Selv om vi er meget tilfredse med butikkernes salgsudvikling, står det samtidig også klart for begge parter, at en udrulning ville kræve betydeligt større skala over en kort periode for at blive rentabel og opnå langsigtet profitabilitet. Netop skaleringen af forretningen har været en udfordring på grund af begrænset tilgængelighed af velegnede butiksplaceringer, og derfor har vi sammen med Sainsbury’s besluttet at afslutte vores joint venture, siger Dansk Supermarkeds adm. direktør Per Bank.

– Med denne beslutning forbliver vi fra Dansk Supermarked Groups side fuldkommen tro mod vores grundlæggende princip om kun at drive og udvikle rentable forretningsområder og butikker. Beslutningen betyder samtidig, at både vi og Sainsbury’s kan fokusere yderligere på andre muligheder inden for vores respektive virksomheder. Vi har oprigtigt nydt samarbejdet med Sainsbury’s og ser frem til at bruge den læring og indsigt i vores virksomheder, som samarbejdet har givet os, til at skabe ekstra værdi for vores kunder og ejere fremover, siger Per Bank.