Netto vil indsamle mad til 250.000 socialt udsatte

I november søsætter Netto sammen med FødevareBanken et ambitiøst projekt om at indsamle midler til 250.000 gratis måltider til socialt udsatte

Ifølge Rådet for Socialt Udsatte er antallet af fattige og socialt udsatte i Danmark steget markant over de seneste ti år. I dag anslår man, at der er flere end 40.000 danskere i langvarig fattigdom – heraf godt 8.000 børn.

I samarbejde med FødevareBanken har Netto i dag lanceret et projekt, der målrettet vil hjælpe socialt udsatte, fattige og ensomme landet over ved at indsamle og donere hvad, der svarer til 250.000 måltider.

Netto og FødevareBanken vil sammen stå bag indsamlingen af de mange måltider gennem fire forskellige initiativer i de kommende måneder og frem til årsskiftet. Fælles for initiativerne er, at de er drevet ud af Nettos butikker i hele landet, og alle sammen støtter FødevareBankens arbejde med at sikre mad til socialt udsatte i Danmark.

Opbakning fra kunder
Nettos kunder kan støtte op om initiativet ved at købe FødevareBankens julekort i butikkerne, gennem køb af drik- og støt vandflasker samt via donation af flaskepant.

Derudover donerer Netto al overskudsmad fra op mod 100 Netto-butikker i forbindelse med lukkedagene til jul til Kirkens Korshærs varmestuer. Maden bliver lavet til julefrokoster for socialt udsatte og ensomme i løbet af juledagene rundt om i Danmark.

”Vi danskere er generelt gode til at hjælpe hinanden. Derfor håber vi på, at rigtigt mange vil hjælpe os og FødevareBanken med at samle den kvarte million måltider sammen. Lykkedes vi med det, så kan vi gøre en kæmpe forskel for dem, der ikke har så meget. Ved at starte kampagnen nu og henover julen, så krydser vi fingre for, at danskernes fantastiske juleånd gør, at vi kan nå i mål,” siger Brian Seemann Broe, landechef for Netto i Danmark i en pressemeddelelse.

 

DEL
Forrige artikelTruslerne mod handelen øges
Næste artikelNemlig.com breder sig i Jylland
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.