Nethandlende vil ikke betale dyr fragt

Fragtomkostninger er årsagen til mange afbrudte køb på nettet.

Kilde: FDIH

Hver femte gang en kunde afbryder et køb på nettet, har fragtomkostninger ansvaret, konkluderer en ny analyse fra FDIH. Til sammenligning svarer blot 8 pct., at de afbryder et køb, fordi de fandt varen billigere et andet sted.

I FDIH ser adm. direktør Niels Ralund med bekymring på analysens resultat:

– Det er meget trist læsning, som viser, at fragtomkostningerne er en reel trussel mod danske netbutikker.

Mange kunder køber i stedet varerne i eksempelvis Tyskland, hvor fragten kun er det halve, og Niels Ralund opfordrer de danske logistikvirksomheder til at sænke priserne og dermed få flere kunder.

Men udfordringen er ifølge Niels Ralund dog ikke kun dansk. Den skyldes også de internationale postaftaler, som sikrer, at der kan sendes breve og pakker mellem landene. Fattige lande har fået rabat på forsendelser til de dyrere lande, men Kina, som er verdens største e-handelsmarked, får med mange år med status som u-land fortsat rabat på betalingen i modtagerlandet, hvor det lokale postvæsen bringer pakken eller brevet det sidste stykke vej.