Net-butikker i kamp om hurtig levering

Tesco tilbyder nu en times levering af fødevarer på linje med Amazon og Sainsbury’s

Illustration: Tesco

Selv om det fortsat er umuligt at tjene penge på at sælge dagligvarer på det engelske marked, skærpes konkurrencen hastigt, bl.a. fordi Amazon for alvor begynder at puste de britiske supermarkedskæders e-handel i nakken.

Tesco tilbyder nu i en forsøgsordning en times levering af varer købt på nettet. I første omgang afprøves den forbedrede service i det centrale London, og det sker efter at Amazon og Sainsbury’s har lanceret en tilsvarende service.

Ordningen betyder, at kunder i det centrale London kan købe op til 20 varer som ferskvarer, frosne produkter, kød, brød og et mindre udvalg af toiletartikler til at blive leveret hurtigt.

Prisen

Tesco har indgået et samarbejde med distributionsfirmaet Quiqup om at levere varer købt online til kunderne inden for en time.

– Vi er altid på udkig efter nye måder til at forbedre vores service over for kunderne, og vi afprøver for tiden en times levering af fødevarer. Vi vil bagefter se på reaktionerne og se, hvordan det går, siger en talsmand for Tesco til avisen The Mirror.

Det forventes, at Tesco vil kræve 5.99 pund (det svarer til 51 kr.) for at yde en times levering – det er mindre end Amazon, der kræver 6.99 pund, og mere end Sainsbury’s, som opkræver 4.99 pund.

DEL
Forrige artikelDonation af fødevarer. Er det muligt? 
Næste artikelKampen om at være størst
Henrik Denman
Uddannet som journalist på Danmarks Journalisthøjskole i 1983. Har skrevet om dagligvarehandel og detailhandel generelt siden 1986, først som redaktør af fagbladet DetailBladet 1986-2007 og siden 2007 som journalist på Dansk Handelsblad. Skriver nyheder og reportager.