Minister lover øget pres på EU i pantsag

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) besøger Meny i Christiansfeld for at få et indtryk af, hvad grænsehandlen betyder i hverdagen for et sønderjysk supermarked

Når købmændene Jens Petersen og Frank Andersen i Meny Christiansfeld sammenligner sig med en tilsvarende Meny længere oppe i Jylland, er de ikke i tvivl om, at deres forretning er påvirket af, at de ligger kun ca. 65 km fra den dansk-tyske grænse.

De sælger nemlig en hel del mindre af de mest grænsefølsomme varer som øl, vin, sodavand og slik.

– Grænsehandlen er stor, og meget større end man tror. En af vores kunder fortalte, at hun i en grænseshop havde oplevet, at det tog tre og en halv time at komme igennem butik og kø, fordi der var så mange mennesker, fortæller Jens Petersen.

Købmændene har i dag besøg af erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), som gerne vil høre om de sønderjyske købmænds hverdag og virkelighed.

Han lover, at regeringen vil presse EU-Kommissionen, så det ikke længere er pantfrit at handle ved grænsen.

– Det gør meget stort indtryk på mig at være her, for det er to dygtige købmænd. Men de er oppe imod, at Tyskland ikke vil ændre på reglerne for pant i grænsehandlen, og de er oppe imod nogle afgifter, der fortsat er for høje, siger Brian Mikkelsen.

Pres på Kommissionen

En pantaftale mellem Danmark og Tyskland, der skal sætte en stopper for de pantfrie flasker og dåser i den tyske grænsehandel, har længe været undervejes. Den er endt i EU-Kommissionen, hvor den har ligget et par år.

– Vi er nødt til at presse Kommissionen rigtigt meget og også tyskerne til at indgå en aftale, så der også betales pant i grænsehandlen, siger ministeren.

Han vil også gerne sænke flere afgifter.

Med på besøget er også adm. dir. i De Samvirkende Købmænd (DSK), John Wagner.

Afgifter og tysk pant er en mærkesag for John Wagner, og den lokale presse lytter aktivt med.
Foto: Helle-Karin Helstrand

– En tur til grænsen er da nok en hyggetur for nogle, men for de fleste handler det om pris, og vi kan tydeligt se, at hver gang en afgift bliver sat op eller ned, følger grænsehandlen efter, siger John Wagner.

– Jeg tror, det gjorde stort indtryk på ministeren, hvor alvorlig situationen er for et supermarked i det sønderjyske område, siger han.

DEL
Forrige artikelCoop sælger ejendomskompleks til Dades
Næste artikelEjendomssalg giver Coop milliardgevinst
Helle-Karin Helstrand
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2000 og har stort set siden været tilknyttet Dansk Handelsblad. Har i perioder også arbejdet freelance på en lang række magasiner og fagblade. Skriver nyheder, reportager og redigerer avisens navnestof. Tager billeder og mindre videoer.