Medarbejder i kombi-stilling: – En rigtig lønseddel giver selvtillid

Jette Madsen har et otte timers lønnet job i Løvbjerg. I otte andre timer er hun i praktik samme sted

Foto: Helle-Karin Helstrand

52 årige Jette Krarup Madsen har siden februar arbejdet i Løvbjerg i Viborg. Hun er ansat i en helt speciel stilling, men hun får en lønseddel fra Løvbjerg, og det betyder alt for hende.

- Når man er sammen med andre, og de spørger, hvad man laver, er det ikke rigtigt fedt at sige, at man er på kontanthjælp. En rigtig lønseddel fra Løvbjerg er med til at styrke min selvtillid. Nogle betaler for, at jeg udfører et arbejde. Jeg er en del af holdet, siger Jette Madsen.

Hun har mødt en del udfordringer i sit liv, og selv om hun er uddannet salgsassistent, kan hun ikke bestride en fuldtidsstilling. Derfor er hun lige nu ansat på otte timer med overenskomstmæssig løn, og andre otte timer er hun i praktik. I de timer skal hun lære nyt og har brug for støtte eller opmærksomhed fra de faste medarbejdere.

- Jeg er bare så glad for mit arbejde her, og jeg regner med, at jeg snart bliver visiteret til et fleksjob, og at der så er en plads til mig her, siger hun.

Alle kan ansætte i kombi-stillinger

Jette Madsen er med i projekt Job First og har en under hele forløbet en mentor fra jobcentret i Viborg. Viborg Kommune har lige nu 200 borgere i kombinationsstillinger som Jette Madsens. Alle kan ansætte en medarbejder i en kombinationsstilling. Aftalen kommer i stand via det lokale jobcenter.