Medaljeregn over dansk pølsemager

Slagter Lampes pølser har netop modtaget stor anerkendelse på årets store internationale fagmesse for slagterbranchen ”SUFFA” i Stuttgart.

Foto: Slagter Lampe

16 medaljer, 14 i guld, to i sølv og ikke mindst tre ærespokaler i kategorierne ”Pølser” og ”Spegepølser” kunne slagter Lampe tage med hjem fra årets store internationale fagmesse for slagterbranchen ”SUFFA” i Stuttgart i Tyskland.

Slagter Lampe er en sønderjysk familievirksomhed, og Steen Lampe er 3. generation i slagterfamilien. Han driver i dag pølsemageriet efter de samme principper som sin far og farfar før ham og leverer til både grossister, slagter- og detailbutikker og restauranter.

– Det er meget overvældende, og vi er utrolig glade for at få medaljer med hjem for samtlige indsendte produkter. Det er som at gå til eksamen, når vi sender produkter til bedømmelse hos tysk fagjury, som netop er kendt for deres ekspertise indenfor pølser. Men det er også en vigtig del af processen i at fastholde kvaliteten på eksisterende produkter og teste nye varianter før de lanceres på markedet, siger Steen Lampe.

Blandt guldvinderne er en gammel kending – den sønderjyske kålpølse, som for fjerde gang i træk får guldmedalje fra den internationale fagmesse.