Matas sammensmelter forretningssystemet

Foto: Lene Esthave

Matas har indgået aftale med Bording Data om levering af en omnichannel-løsning til alle  Matas 294 butikker i Danmark. Løsningen skal understøtte salget i butikkerne samt på webshoppen matas.dk.

– Vi har store forventninger til, at omnichannel-løsningen fra Bording Data vil være med til at fuldende den samlede IT understøttelse til vores omnichannel-strategi, hvor Club Matas er omdrejningspunktet. I den sammenhæng er det vigtigt for os med en partner vi forventer forstår denne ambition og som vi tror vil kunne udvikle løsningen sammen med os i et retail marked i rivende udvikling, siger IT direktør Thomas Grane.

Sammensmeltet forretning
Divisionsdirektør for Retail Solutions hos Bording Data, Heini Schärer, glæder sig over aftalen med Matas og ser udviklingen gå over til, at virksomhederne efterspørger en forretningslogik til alle salgkanaler.

– Detailkæderne er i gang med at sammensmelte siloerne i deres forretning. Forbrugernes kræver simpelthen, at detailkædernes handelsløsninger med kundeklubber og loyalitetsprogrammer giver dem en ensartet købsoplevelse, lige meget om de handler i den fysiske butik eller på nettet, udtaler Heini Schärer.

Club Matas er et af Danmarks allerstørste loyalitetskoncepter med næsten 1,7 mio. medlemmer.