Matas opruster digitalt med opkøb

Matas har købt selskabet Firtal Group, der driver onlinebutikken Helsebixen.dk

Topchef i Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg, glæder sig over opkøbet af Firtal Group. Foto: Matas

To af hovedpunkterne i Matas’ vækststrategi er, at virksomheden vil opruste digitalt og satse mere på det grønne marked, der består af helsekost, kosttilskud og naturlig skønhed.

Og den større fokus på e-handel sker nu med opkøbet af aarhusianske Firtal Group, der blandt andet driver onlinebutikken Helsebixen.dk.

– Med købet af Firtal og helsebixen.dk slår vi flere fluer med et smæk i forhold til vores strategi. Vi når kunderne ad flere kanaler, fordobler næsten vores online forretning, får flere kræfter til at udvikle os på nettet, og vi styrker samtidig vores position på det grønne marked markant, siger Matas-topchef Gregers Wedell-Wedellsborg.

Investering til 130 millioner

Han forklarer, at Matas med opkøbet løfter sit femårige vækstmål til omkring 4 mia. kr. mod den tidligere forventning på 3,7-3,9 mia. kr.

Matas betaler 130 mio. kr. for Firtal Group ApS, hvoraf 20 mio. kr. er i Matas-aktier.

Dertil kommer yderligere 20 mio. kr. som sælgerne kan opnå, hvis selskabet når sine mål på længere sigt.

Firtal Group er ejet af de to stiftere, Jesper Hvejsel og Mikkel Salling, samt tre minoritetsejere kendt fra DR-programmet Løvens Hule.

Firtal Group forventer at omsætte for mere end 140 mio. kr. i 2018 mod 91 mio. kr. i 2017.

DEL
Forrige artikelDanske Spil nærmer sig milliardoverskud
Næste artikelCoop klar med levering om søndagen
Søren Tougaard
Uddannet journalist fra DJH i 2005. Har herefter blandt andet mandsopdækket detailverdenen for Retail Institute Scandinavia og senest arbejdet som selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver med fokus på detail, fødevarer og energi. Skriver nyheder, dybde og reportager.