Masser af sladder og bagtalelse på jobbet

Knap hver anden oplever, at der bliver talt grimt om kollegerne på deres arbejdsplads.

Foto: Colourbox

Næsten halvdelen af alle danskere i job oplever kolleger, der taler grimt om andre kolleger. Særligt den offentlige sektor lider af en udbredt sladrekultur, mens industrien har den hårdeste tone. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte.

I handlen og i butikkerne oplever 48 pct., at kolleger eller ledere taler grimt om andre kolleger.

Undersøgelsen viser også, at flere taler grimt om deres kolleger end til deres kolleger. Et udtryk for, at der er et stort pres på medarbejderne for at præstere, mener ledelsesekspert i Deloitte Kim Domdal:

– Der er to måder at fremhæve sig selv på jobbet. Man kan få sig selv til at se godt ud, eller man kan få andre til at se dårlige ud. Særligt i situationer, hvor der er hård konkurrence om at vise sit værd, fristes mange desværre til at vælge den sidste løsning.

Den hårde tone rammer også kunderne. 15 pct. af danske medarbejdere har oplevet kolleger, der talte grimt til kunderne.

Tallene er baseret på i alt 2086 interview med repræsentativt udvalgte danskere i arbejde.