Fire år efter at To Good To Go’s debut er madspildsapp’en nu klar til at indtage USA – i første omgang med udgangspunkt i New York og Boston.
63 mio. ton mad til en værdi af 160 mia dollars – eller ca. 1.190 mia. danske kr. ryger hvert år i de amerikanske skraldespande.
Den amerikanske regering har sat som mål, at landets madspild skal være reduceret med 50 pct. i 2030.
Too Good To Go har siden januar 2016 lanceret madspildsappen i 14 lande. Derudover har virksomheden satset stort på oplysning om madspild i form af bl.a. uddannelsesmaterialer til skoler, nationale kampagner om datomærkninger og i Danmark også et læringshus med fokus på events og oplæg med fokus på madspild.
– Op til 40 pct. af al mad går til spilde i USA. Det er ikke bare et problem af de åbenlyse sociale og økonomiske grunde – det er også et kæmpe klimaproblem, da mad udleder store mængder CO2. Madspild er årsag til 8-10 pct. af udledningen af drivhusgasser. Det vil vi gerne bidrage til at afhjælpe på baggrund af den ekspertise, vi har opbygget de seneste fire år. Madspildsproblematikken i USA er belyst i stribevis af undersøgelser, der tegner et billede af en nation, som har dårlig samvittighed over al den mad, der bliver smidt ud, men som samtidig har svært ved at se løsninger på problemet. Vi har løsninger i form af både oplysning og konkrete redskaber, der rent faktisk gør det sjovt at bekæmpe madspild. Dem vil vi gerne dele med amerikanerne, siger Mette Lykke, CEO for Too Good To Go.